Over en længere periode, var jeg negativ overfor sociale sammenkomster og lukkede mig selv inde på mit værelse. Jeg turde ikke, for jeg var bange for den verden, der var omkring mig.

​

Jeg var på flugt. På flugt fra Jack.

​

Jeg har kendt til Jack så langt tilbage jeg overhovedet kan huske og han har sådan set altid været der for mig, når jeg havde brug for det. Igennem tiden har han advaret mig, når der skete noget i omgivelserne, som jeg skulle holde mig væk fra. Han advarede mig i de rigtige situationer, når det begyndte at blive farligt eller usikkert.

Jack fortalte mig også når en person var farlig, men han fortalte dette om samtlige nye mennesker jeg mødte. I starten lyttede jeg ikke helt til ham, men Jack bekræftede mig i de farlige mennesker, da jeg over flere omgange oplevede stort svigt i min tillid. Her begyndte jeg at lytte mere til Jack, for han havde jo fået ret et par gange nu.

De seneste 2 år forstyrrede han mig tit, fortalte mig at folk ikke kunne stoles på og sagde at de ville mig det ondt. Det troede jeg på og ville derfor holde nye mennesker jeg mødte på afstand. Jack fortalte mig også til sidst at mine tætteste venner nu ville mig det ondt og jeg kan heller ikke stole på dem længere. Hans ord var at mine venners smil var falske, de løg og når de vendte ryggen, snakkede de grimt om mig, samt når jeg vendte ryggen, ville de stikke mig. Det stolede jeg på og holdte nu derfor alle på afstand.

Her til sidst, begyndte jeg at mærke fysiske symptomer, min mave og mit hoved gjorde ondt, diarre og smerter fra brystkassen, hvor Jack fortalte mig at det var noget alvorligt og jeg skal have det behandlet. Jeg søgte først en Neurolog, han ikke kunne finde noget, så søgte jeg en hjertespecialist, hun kunne heller ikke finde noget og til sidst søgte jeg en mavespecialist, der heller ikke kunne finde noget. Lægerne fortalte mig at alle tal er normale, samt at jeg er sund og rask, men Jack fortalte mig at det kunne man ikke stole på - lægerne har taget fejl tidligere, blodprøverne viste ikke sandt og de vidste ikke hvordan jeg følte mig. Jeg kæmpede lidt i mod og fortalte mig selv at selvfølgelig ved lægerne hvad de snakker om, men da jeg pludselig følte nye og flere fysiske symptomer, troede jeg igen på at Jack talte sandt. 

Jack var nu igennem 2 år blevet en større og større del af min hverdag og jeg troede nu på hvert et ord han sagde, så jeg begyndte at forberede mig på at dø. Helt ind til knoglerne, troede jeg på at mit liv ville slutte nu, men det havde jeg ikke lyst til - for jeg har så mange ting jeg vil opnå inden. Tanker om døden, mørket og slutningen på det hele, florerede i mit hoved, hvilket gjorde mig bange. Meget bange. Jeg prøvede at flygte fra Jack, så jeg lukkede mig selv inde på mit værelse i flere dage af gangen, svarede negativt på sociale sammenkomster og sov rigtig meget.

Nu var det nok, nu ville jeg kæmpe, men jeg vidste ikke hvor Jack var henne, hvordan han reelt så ud eller hvem han faktisk var. Jeg begyndte at lede, men mine fysiske symptomer blev ved med at holde mig tilbage og ligge mig i sengen igen. Så jeg havde brug for hjælp og igennem en lang samtale med en psykoterapeut fandt vi ham.

​

Jack var mig.

​

Ikke hele mig, men en del af mig og da jeg fandt ham, kæmpede han i mod ved at fortælle mig at man ikke kan snyde med de fysiske symptomer, men jo, det kan man godt.

Fredag aften forsvandt Jack. Min reaktion var stor lettelse, jeg gik hjem mens jeg smilte til folk på gaden. Trods det var mørkt, var det som om at gaderne lyste mere op end nogensinde før. Da jeg med selvtillid og smil på læben gik i gennem gaderne, var det som om, at alle var positive tilbage. Jeg blev stoppet af en hjemløs mand, der spurgte efter nogen penge og da jeg mærkede i min lomme, var det mindste jeg havde, en 100kr. seddel, hvilket uden tøven blev givet til ham. Han blev lettere overrasket og skulle til, at være beskeden og sige noget i retning af at, det kunne han ikke tage imod, men jeg afbrød med sætningen ”også må du have en god dag!”. Normalvis virker alle sure og triste i bussen, men denne dag, var det som om alle var glade. Halvvejs igennem busturen, begyndte en baby, at græde højlydt i bussen, hvilket fik mig til at tænke ”nurh, hvor er den sød”.

Da jeg kom hjem, sad jeg et par minutter for mig selv, hvor jeg pludseligt kunne mærke tårene presse sig på. Mine øjne løb i vand og tårene trillede i store strømme ned af kinden og jeg kunne ikke holde dem igen. Det var dog ikke fordi, at jeg var ked af det – det var af glæde. Glæde over at jeg havde vundet kampen. Kampen i mod Jack.