Jeg troede, at jeg var syg

Mit liv har ikke været specielt hårdt, men heller ikke specielt let. Jeg har været igennem årevis af lægelige undersøgelse og har haft dødelige diagnoser hængende over hovedet.

Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg ikke brudt mig om læger og hospitaler, men har alligevel snakket meget om sygdomme og døden, selv som et helt lille barn. De voksne har reageret blandet, nogen har henkastet det, nogen prøvede, at lukke munden på mig og nogen har reageret ved, at snakke med mig om det.

Min mor var sygeplejerske og det var ofte, at hun sad ved middagsbordet og fortalte, hvordan nogen var døde på hospitalet på grund af en fejlagtig diagnose, nogen der fik amputeret et ben ved en fejl eller folk man først efter deres død fandt ud af, at de havde kræft eller andre meget farlige sygdomme.

En historie køre stadig den dag i dag, som et ar i sjælen. En ung mand på 25 år fik konstateret leverkræft og døde langsomt efter 4 år, på grund af livsforlængende medicin. Han var et af min storebrors gode venner.

Da jeg nærmede mig de 20 år, begyndte jeg, at mærke på min egen krop om der var noget galt. Det første jeg mærkede, var en lille knude i lymfekirtlen, som jeg søgte på nettet hvad det kunne være. Ordet ”knude” blev brugt i søgefeltet, hvilket fik google til at vise kræft. Lymfekræft, er en slem kræftform, men dog også sjælden. Chancerne for, at det var lymfekræft, var under 1%.

”Jeg kunne lige så godt være en del af den ene procent. Der er jo nogen, som får det. Min storebrors ven havde heller ikke nogen betydelige symptomer i starten.”

De ord kørte konstant i mit hoved, så jeg søgte en læge. Han konkluderede, at jeg havde mangel på jern i blodet og det var udelukkende derfor. Så jeg  åndede lettet op.

To år senere mærkede jeg et mystisk tryk for brystkassen og en konstant trykkende hovedpine. Igen søgte jeg det på nettet, hvor den forslog hjerne tumor og forskellige hjerte-kar-sygdomme, som kunne resultere i pludselig død, hvis det ikke blev behandlet. Jeg lå søvnløs i gentagende nætter, i bare tanker om hvad nu hvis det var det og jeg var endda bange for, at sove i frygt for at dø i søvnen – så jeg søgte min læge igen. Han lavede nogen øvelser, for at se om der var noget galt og forsikrede mig om, at der var ikke noget galt.

Normalt ville man blive glad for sådan en positiv nyhed, men jeg blev sur. For jeg kunne tydelig mærke, at der var noget galt og han skulle finde ud af  hvad det var. Omgående. Jeg kom til en neurolog, hvor mit hoved blev scannet og han sagde, at der var ikke noget galt og en hjerte specialist scannede også min brystkasse og kom med samme konklusion.

I flere dage gik jeg i ring om mig selv. På den ene side havde de scannet mig, samt målt med forskellige apparater og burde kunne se, hvis der var noget galt. På den anden side kørte min mors historier i hovedet og fortalte mig, at det ville ikke være første gang en læge overser noget. Det vil ikke være første gang en læge tog fejl.

Til sidst vandt fornuften og jeg kørte et dagligt liv uden, at bekymre mig yderligere over det.

Indtil videre.

Efter en længere periode med disse tanker, der kom op i ny og næ, døde en bekendt af en aggressiv kræft i maven. 3 måneder tog det, fra diagnose til død. Hvor jeg simultant mærkede mavesmerter, havde diare og svært ved, at komme af med min afføring. Min mave og lever rumlede og gjorde ondt. Det var som om noget nev indvendigt.

Igen igen søgte jeg min læge, men denne gang nåede han knap, at åbne munden før jeg gjorde opmærksom på, at den var rivende galt og jeg vil have det undersøgt nu. Han viderestillede mig til en mavespecialist i rigshospitalet, den førende i landet. Hun havde dog kun tid i en time om ugen til mig – hvilket jeg syntes var for langsomt.

Irriteret påkrævede jeg, at det skulle gå hurtigere, men det kunne det ikke, så jeg måtte affinde mig med det. Ugerne gik, hvor tankerne om, at jeg muligvis skulle dø gik igennem mit  hoved. Selvom hun var den førende indenfor feltet, troede jeg ikke på hende når hun sagde, at det ikke var noget alvorligt, men hun skulle nok undersøge det. Jeg hørte det som, at hun ikke tog det seriøst.

Et af mine nære venner, døde nu af et pludseligt hjertestop, på grund af en uopdaget hjerte-kar-sygdom. Det kastede mig ud i flere tanker om, at nu var det slut. Livet var meningsløst og hvad jeg gjorde var ligegyldigt. Lægesystemet havde svigtet mig og jeg kunne ikke gøre noget ved det. Jeg låste mig inde på mit værelse i lang tid af gangen og forberedte mig på, at det liv jeg ellers havde planlagt, var slut nu.

Men en lille tanke, reddede mit liv.

Da flere blodprøver og lægelige undersøgelser viste, at alt var normalt, strejfede jeg tanken om, at måske var det ikke min fysiske krop, der var noget galt med – måske var det mit hoved, der var noget galt med. Jeg kendte til denne psykoterapeut, gennem en ven, som jeg bedte om hjælp fra. Jeg vidste, at med denne tilstand, kunne jeg ikke leve videre – syg eller ej.

Hos psykoterapeuten gik det op for mig, at hjernen kan bilde én meget ind. Endda at have ondt i maven og  leveren. Mens jeg snakkede med psykoterapeuten, kunne jeg stadig mærke symptomerne, men det sekund jeg gik ud af lokalet, havde jeg pludselig en ret ryg og gik gennem gaderne, som en meget sund og rask person. Da jeg kom hjem, pressede tårene sig på og jeg brød samme i gråd.

I dag, er symptomerne næsten væk og jeg kan i højere grad leve mit liv. For jeg har lært, at frygte døden, er det samme som, at frygte livet.